Mit sidste indlæg stoppede måske lidt brat, og jeg håber i
den grad det fik sat nogle tanker i gang. Oplevelsen i supermarkedet var på en
gang komisk, tragisk, men da også lærerigt – måske ikke for de ældre damer, men
så i hvert flad for mig. Og dog – måske var det også lærerigt for de gamle
damer, jo mere man brokker sig, jo flere trusler man kommer med, jo hurtigere
arbejder folk, og jo mere sandsynligt er det at de vil gøre noget så drastisk
som at åbne en pengekasse med ikke mindre end en kuglepen.
Men hvorfor reagerede de ældre damer egentlig som de gjorde?
Hvad fik dem til at stille op som et andet heppekor? Man kunne analysere denne
begivenhed med mange fine teorier, blandt andet kunne man bruge
konflikttrappen, men noget så kedeligt som faglige teorier vil jeg simpelthen
ikke kede jer med. Men en ting kan vi nok alle sammen blive enige om, de gamle
damer var pludselig mange, og de var fælles om et synspunkt – det var
simpelthen for galt at den nøgle ikke bare blev fundet! Og i min iver glemte
jeg jo helt at fortælle om køen jeg stod i, i denne kø begyndte folk faktisk at
hviske (måske lidt højlydt hvisken), at disse damer da vist havde fået det
forkerte ben ud af senge, og ihhh hvor var det altså for galt at de stod der og
råbte op som nogle værre galninger. Men var vi egentlig bedre – os i køen? Vi
var også vrede, og irriteret og frustreret, godt nok ikke på de butiksansatte,
men på heppekoret af gamle damer. Hvad skulle være gjort anderledes, hvordan
kunne man have fjernet den mavesurhed, som efterhånden blev spredt til det
meste af butikken? Hvis ikke man var frustreret over personalet, så var
man frustreret over andre handlende. Vi stod opdelt i to grupper, med vores
synspunkter, den ene var mere vred end den anden. Hvad kunne det dog ikke have
ført til?
Som danskere vil vi jo altid gerne have placeret et ansvar,
men hvem havde så ansvaret for denne episode? Kan der overhovedet placeres et
ansvar? Skal der overhovedet placeres et ansvar? Uanset hvad kan man jo godt
sige, at det er for galt at en butik med fem kasselinier, hvor af en er åben,
ikke kan finde nøglen til de øvrige kasser – men når det er sagt, så er der
sikkert ingen der med vilje har smidt nøglen væk? Det er selvfølgelig også for
galt, at de handlende ikke blot accepterer situationen som den er, og stiller
sig i køen. Kan man ikke lide lugten i bageriet, så kan man jo bare finde et
andet.
Hvor om alt er så kan ordene respekt og forståelse hvis godt
bruges som nøgleord i denne situation. De ansatte burde måske have vist
forståelse for de handlende, måske kunne man have stillet sig op og fortalt
hvad der foregik ”vi beklager mange gange, men vi kan simpelthen ikke finde
nøglen til kasserne, men vi gør hvad vi kan for at løse problemet så hurtigt
som muligt”. BUM, mon ikke det ville kunne have lukket munden på de fleste? Og
som den åbenlyse, så skulle de ældre damer selvfølgelig ikke have stået og
ageret heppekor, de gjorde intet godt for nogen, hverken dem selv, de ansatte
eller øvrige handlende. Situationen i supermarkedet kunne altså formentlig være
afværget med en mere målrettet kommunikation, hvor man ikke bare viste hvad man
foretog sig (ved at løbe rundt efter en nøgle), men også fik sat ord på. Lidt
information havde gjort underværker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar