Ja min egen søn var en af de heldige der startede i 1. Klasse i år, forældrene var som alle de øvrige år inviteret med til at overvære den første time. Vi var som altid i god tid - ja og dette kommer sig ikke kun af at jeg er arbejdsløs, næææ jeg er faktisk meget punktlig, gangene var fyldt med små drenge i nye blå jeans og vandkæmmet hår, og små søde piger i lyserøde kjoler og fletninger i alverdens afskygninger.
Vi finder hurtigt det lokale vi hører til i, der bliver hilst med et fast håndtryk på de nye lærer, og her begynder præstationsangsten for alvor at melde sig, måske ikke så meget hos mindstemanden, nok mere hos moren. Der er allerede kommet nogle stykker og elevatorblikkene er godt igang, heldigvis er jeg vidst ikke en af de forældre der har forandret mig synderligt hen over ferien. Efter at have fået placeret mindstemanden, forsøger jeg at gøre mig så usynlig som overhovedet muligt længst henne mod vinduet. De resterende børn inkl. Forældre, nå ja på nær lige dem stakkels dreng der aldrig har deltagende forældre, er nu ved at være ankommet. Kun 3 børn og 5 forældre kommer for sent på denne første skoledag, det er da flot - alle har jo kun været bekendt med dato og klokkeslet i 3 måneder, så det kan jo ikke forventes at man lige kan være der til tiden.
Timen begynder, informationer om bibliotekstid, lektielæsning osv. Flyder i en lind strøm - min præstationsangst er i den grad ikke blevet mindre, velvidende at der nu er 2 lærer, 18 elever og tæt på 30 forældre til stede i lokalet - tænk sig hvis jeg bliver spurgt om noget, kan jeg overhovedet alfabetet? Eller hovedstæderne i Europa? Ja ved jeg overhovedet hvor Europa ligger? Heldigvis er det kun dansklæren og matematiklæren der er repræsenteret denne morgen, om det gør det bedre eller ej, er faktisk svært at vide i det øjeblik jeg står der og sveder tran af frygt for at blive stillet et spørgsmål.
De små poder får udleveret et fint skoleskema, som endnu ikke er udfyldt - det skal de naturligvis selv gøre, nu de går i 1. klasse, og det skal gøres med det samme. Lærerinden starter med at skrive på tavlen, jeg kigger frustreret på min søn, som jeg ved er en af dem, som formentlig ikke liiiiige helt ved hvordan han skal skrive og hvor han skal skrive i dette skema. Jeg forsøger lidt diskret at fortælle ham hvordan han skal få skrevet det her skoleskema, han kommer så småt i gang, jeg skuler lidt rundt til de andre børn, og kan se at min søn (og jeg - ja for vi er faktisk blevet et team nu) halter lidt bagefter, han er ikke den der skriver pænest og bestemt heller ikke den der skriver hurtigst. Jeg forsøger at hjælpe ham med at skrive ved at holde på blyanten sammen med ham, til min store skræk udbryder mindstemanden gangske højt "Mor lad lige være, jeg kan godt selv" - mange bebrejdende blikke bliver sendt i min retning, imens jeg lige så stille forsøger at krybe tilbage til vindueskarmen. Vi er nu kommet til tirsdag, og jeg har nu fundet ud af at de skal have det samme i første time hele ugen, her er altså endelig en mulighed for at ovehale de andre indenom - jeg skal bare lige have min søn med på idéen om at skrive bare lige lidt foran - jeg forsøger igen at sætte mig ned til ham, jeg hvisker stille til ham, at han sagtens kan skrive det samme i første time hele ugen. Endelig er mindstemanden kommet til fornuft, han siger ingenting skriver bare lystigt videre. Yes! Vi klarede den, vores team er nu langt foran de andre, at skriften ikke er helt ok har på dette tidspunkt ingen betydning, vi er foran. Desværre får sidekammeratens mor hurtigt opsnappet vores fidus, og inden længe henter de os. Heldigvis overhaler de os ikke, og vi ender med at vinde - yes min begrejsting vil ingen ende tage, nu kan de bare komme an, min søn og jeg kan klare hele verdenen sammen.
Den næste opgave de små poder skal løse, er nogle enkle staveopgaver, og denne gang bliver der sagt meget bestemt, at børnene skal klare det uden hjælp fra forældrerne, jo jo bevares jeg hjalp jo ikke ligefrem, jeg kom blot med små hints. Jeg ser nu til min store undren, at der nærmest er spredt sig en epidemi i lokalet, alle forældre står med et sukkersødt smil, og skiftevis klapper deres små poder på hovedet, og kysser dem på kinderne imens de udbryder "ihhhh hvor er du dygtiiiiiig". Heldigvis når denne epidemi ikke helt hen til mig i vindueskarmen, min prsæstationsangst forsvandt ellers sammen med den vundne komkurrence i "udfyld skoleskemaet først", så det kan ikke være den der holder denne frygtelige epidemi væk. Imens alle tilstedeværende forældre tilsyneladende er ramt af denne åbenbart meget smitsomme epidemi - går jeg heldigvis helt fri, i øvrigt sammen med lærerne, som faktisk ikke på nogen måde ser ud til at dele forældrernes begejstring over at disse små fantastiske børn med vandkæmmet hår kan stave til noget ikke mindre end - og hold nu fast - IS! Puha hvilket ord at starte op med i 1. klasse, ordet består af hele 2 bogstaver, kunne man dog ikke i stedet have valgt et ord som å eller hvad med ø, det ville da have været lidt mere overkommeligt for disse små stakler, som jo også måtte være vidende til en frygtelig smitsom epidemi blandt næsten samtlige forældre. Og ikke nok med det, de skal faktisk have tiden til at gå i ikke mindre end 8 år endnu, på dette ganske besynderlige sted af en folkeskole at være.
Skoledagen for de voksnes vedkommende er slut, vi kysser vores små vidundere på gensyn, og er vel alle næremst lettet over at vores første skoledag i 1. klasse er slut. På hjemturen bliver der reflkteret, og i den grad undret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar