Første blogindlæg - kommunikation i supermarkedet

Louises kommunikations blog, ihhh hvor originalt!?! Ja ja titlen på bloggen kan vel være ligegyldig? Nu har jeg valgt at kalde den en kommunikations blog, så med lidt refleksion, må jeg nok også erkende at - nej titlen er ikke ligegyldig. Men det ændrer ikke ved det faktum, at det er mit bedste bud på en titel på nuværende tidspunkt, jeg håber at tiden arbejder for mig, og at jeg kan komme på noget meget mere opfindsomt og originalt.

Hvorfor har jeg egentlig valgt at blogge? Der er jo efterhånden tusindvis af mennesker der dyrker denne, til tider mystiske hobby. Og hvorfor har jeg så, ganske almindelige mig, valgt at hoppe med på denne bølge? Tjoo et eller andet sted må jeg jo føle at jeg har noget på hjertet? I hvert fald er jeg blevet inspireret, men af hvad. Det hele startede måske da jeg meldte mig til kurset "kommunikation i praksis" - et ganske udemærket kursus, selvom det var tiltænkt alle os "arbejdsløse" - som selv vælger at kalde os for jobsøgende. Ja jeg afsluttede i øvrigt kurset med et ganske fint 10-tal, ganske udemærket af en arbejdsløs som mig. Ja og dette kursus inspirerede mig så også, jeg blev selvfølgelig bekendt med en masse teorier - som jeg vist kendte de fleste af i forvejen, men jeg blev også pludselig klar over hvor meget både det skrevne men også det sagte ord kan betyde for den der skal modtage det. Og ja faktisk er kommunikation ikke kun ord - sagt eller skrevet - kommunikation er jo i den grad kropssprog osv.

Faktisk vil jeg gerne fortælle om en ganske dramatisk indkøbstur i det lokale supermarked i dag. Jeg skal have ganske få ting, skynder mig til kassen, og bliver til min store ærgrelse mødt af en ganske lang kø - og denne kø bestod naturligvis af en masse overfyldte indkøbsvogne. Jeg overvejede et kort sekund at lægge mine varer, og forsvinde fra butikken - jeg kom dog hurtigt i tanke om at jeg jo er "arbejdsløs" og derfor har al den tid i verden det skulle være, for som "arbejdsløs" foretager man sig jo aldrig noget vigtigt, og man har i hvert flad aldrig travlt.
Jeg stiller mig derfor trofast i køen, og fortryder det ikke et sekund, for kort tid efter begynder underholdningen. Et par ældre damer - som jo naturligvis skal handle kl.15, sammen med alle de andre mennesker (inkl. mig selv) som har rygende travlt og derfor selvfølgelig først kan handle efter kl. 14.30 hvor der jo også er fyldt med almindelige jobbende mennesker som netop har fået fri fra job, og en masse børnefamiler, som netop har hentet børn, og som står midt i ulvetimen og sveder - nå men disse ældre damer nægter kategorisk at stille sig i denne enorm lange kø, som nu tæller 5 indkøbsvogne, inkl. mig som gudskelov kun har 10 ting i en kurv. Først stiller de sig afventende lidt på afstand - i ved den der, "hvis de nu åbner en kasse mere, så  skal jeg for alt i verden være den første i denne kø", også selvom der i den anden kø står 6 mennekser, som alle har stået i kø længere tid end jeg. Nå ja det er måske ikke kun ældre mennesker der har denne mentalitet, det er måske faktisk danskere generelt. Hvor om alt er, så er de ældre damer klar til kamp, og kamp det bliver der. Der løber efterhånden 4 medarbejdere rundt, og den ene ser mere stresset ud end den anden, nøglen til samtlige af de andre kasser er væk. Ja undskyld, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, jeg er jo heldigvis bare arbejdsløs, så jeg har ikke travlt - de ældre damer har tilsyneladende meget tralvt, nå jo jo der kan jo også være meget de skal nå i løbet af sådan en dag. Imens de stakkels medarbejdere knokler rundt for at finde denne forsvundne nøgle, bliver disse ældre mennesker mere og mere frustreret, og nu tæller samlingen ikke blot to mennesker længere, nææ der er skam hele 6 ældre damer, der er helt enige i at det her det er da i den grad for galt. Deres frustration vil ingen ende tage, så nu begynder damerne at råbe efter medarbejderne, som stadig løber rundt for at finde den forsvundne nøgle - ja frustrationen bliver faktisk ved og ved, for kort tid efter begynder de også at råbe at "hvis ikke der snart sker noget, så lægger de deres varer tilbage, og finder en anden butik".  Puhaaa det er jo en trussel der tangerer til røveri, de vil simpelthen forlade butikken, og ikke nok med det, de lægger den konserves flåede tomater tilbage som de står med i kurven. Nu skal den nøgle altså bare findes, ellers mistes der i den grad omsætning for den stakkels butik, som nu er så stakkels at den tæller 5 medarbejdere der forsøger at åbne en kasse med en kuglepen, fordi den forsvundne nøgle åbenbart ikke vil findes.
Jeg er nu nået hen til kassen og skal betale for mine varer, ja jeg har jo stået i kø, så jeg kan faktisk forlade butikken med mine varer, men de ældre damer vil langt hellere brokke sig over en forsvunden nøgle, jo jo det er da også et ret stort heppekor der står der efterhånden. Jeg siger smilende til den stakkels medarbejder ved kassen "Jeg synes virkelig i gør det godt!", heldigvis var manden ved kassen ved godt mod, og han smiler tilbage, og takker for de rosende ord. jeg får mine varer og endelig får de åbnet en kasse mere. Køen i den oprindelig kø, er dog næsten væk, så den nye kasse tæller nu kun heppekoret, men okay det er vel også fair at man åbner en ny kasse til så smukt og venligt heppekor, som i den grad har forsøgt at gøre hvad de kunne for at den forsvundne nøgle dukkede op igen. det gjorde den så desværre ikke imens jeg var til stede.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så synes jeg virkelig medarbejderne gjorde en stor indsats, og jeg ville nødigt have stået i deres sted. Rent kommunikationsmæssigt var der jo meget der kunne være gjort anderledes - tænk lidt over det.