Nu er vi der igen, min arbejdsledighed - jeg kan allerede nu fornemme et mønster, jeg får det bragt på banen igen og igen, bevidst eller ej. Jeg ved det er et farligt emne at tage fat på, der er så utroligt mange indebrændte følelser, og forhadte regler og love.
Det hele startede da jeg som 29 årig bestemte mig for, at det nu var min tur til at tage en uddannelse. Jeg sagde mit job op, og startede på en uddannelse indenfor finansverdenen. Her kan jeg i øvrigt tilføje, at de som mener det er ihhhh så hårdt at gå på uddannelse samtidig med man har små børn, aldrig har prøvet at arbejde imens de havde små børn - at gå fra en 37 timers stilling til en uddannelse med max 30 timer på skolen om ugen, er en befrielse - ja befrielse!
Nå men dagen for min uddannelsesafslutning, nærmede sig hurtigere end jeg havde håbet. Jobs var der naturligvis ingen af, og de få der var blev selvfølgelig besat til anden side - jeg prøvede ellers ihærdigt at smække alle mine 10-taller i hovedet på gud og hver mand jeg kom i nærheden af, men det prellede ligesom bare af.
Jeg havde i forvejen lidt erfaring med a-kasse systemet og jobnet, da min far i en årrække på daværende tidspunkt havde gået arbejdsledig, og ikke engang formåede at tænde en computer, uden at skulle vide hvordan dette skulle gøres. Og ja her taler vi altså ikke om at fortælle ham hvilken knap han skulle trykke på, nej det skulle gøres for ham, ellers kom han med sin sædvanlige mine og udødelige replik "hva´ hva´ hvad for noget, det forstår jeg ikke, hvad mener du, jeg forstår det ikke"- Når man har hørt denne sætning tilstrækkeligt mange gange, så finder man hurtigt ud af at det er bedre for ens blodtryk bare at gøre tingene for ham.
Nå men med mit i forvejen gode kendskab til systemet, var jeg jo klar og parat til at skulle på dagpenge, ja altså her taler vi jo ikke dagpenge som i andre får, men nærmere noget der ligner en kontanthjælp - nemlig dimittendsats, ja hvorfor også belønne folk for at tage en uddannelse i et land hvor vi lever af vores høje viden.
Hvor om alt er, så skulle jeg jo meldes ledig, og det gøres nu om stunder på jobnet, og man får først dagpenge fra den dag man er tilmelst jobnet. Fair nok. Jeg tilmeldte mig allerede jobnet 1 måned inden min uddannelse var færdig, og altså en måned inden jeg reelt set var arbejdsledig - jeg er jo overskudsmenneskene og jeg har styr på tingene. Da jeg tilmeldte mig jobnet, spørger sysemet om jeg er fuldtidsledig (eller noget i den retning), tjaaa det er jo som sådan ikke, da jeg stadig er igang med uddannelse, så jeg sætter et lille flueben i nej.
Tiden går, min uddannelse afsluttes, jeg er nu ledig - det lille flueben har jeg selvfølgelig glemt alt om. Jo jo jeg ER strukreret, og jeg HAR styr på tingene, men det forbandede lille flueben, det popper jo ikke lige frem op igen. Jeg ringer i a-kassen to gange inden jeg skal have dagpenge - ja for jeg er jo så heldig at jeg starter op med en måneds karantæne, weeee, i a-kassen forsikrer de mig om at alt er i den skønnest orden, og jeg skal bare vente, så kommer pengene til mig. Og minsandten min første udbetaling lykkes, ja stolt har man da lov at være.
Jeg får så tilbudt et rengøringsjob i et sommerhusbureau, det er hver lørdag, og lønnen er elendig, jeg tænker pyt med det, jeg kommer ud, jeg viser entusiasme og gejst. Her starter problemerne så. a-kassen vil have en underskrevet frigørelsesattest (en erklæring der fortæller at jeg kan fratræde stillingen fra dag til dag), eller også skal der stå i min kontrakt at jeg kan fratræde stillingen fra dag til dag. Heldigvis er min kontrakt udformet således at jeg kan fratræde min stilling fra dag til dag. Jeg starter på jobbet, det er fantastisk at komme lidt ud, og jeg nyder det faktisk. Mine næste dagpenge skulle nu gerne være tikket ind på kontoen, men nej der er ingen dagpenge - jeg bliver vældig frustreret og kontakter a-kassen som kan fortælle mig at det er fordi jeg ikke er korrekt tilmeldt jobnet - FLUEBENET, fluebenet for fanden..... Gosh hvad gør jeg nu? Det er min egen skyld, jeg ved det godt. Men jeg fik dagpenge i sidste måned? Og hvorfor så ikke i denne måned? Ja det er der jo så ingen der kan forklare mig, men til gængæld var damen i a-kassen så sød, at efter jeg havde indsendt diverse dokumentation på at jeg skam havde været aktiv jobsøgende i hele perioden, indvilligede i at udbetale mine dagpenge med ordene "Men husk nu at det er dit eget ansvar, og du skal altså lære at have styr på tingene" - Ja mor, jeg skal nok, det sker aldrig igen - fluebenet, fluebenet, det vil lyse med neon for mine øjne hver gang de lukkes. Jeg klarede den altså, jeg fik mine dagpenge.
Jeg fik imidlertid tilbudt en vikar stilling i den lokale børnehave, denne stilling kunne give mig flere timer end mit sommerjob hos sommerhusbureauet, men reglerne er jo sådan at man max må få supplerende dagpenge i 30 uger, dette betød altså at jeg for at kunne tage jobbet i børnehaven (som først var efter sommerferien), måtte gemme nogle uger, og derfor var nødsaget til at opsige stillingen hos sommerhusbureauet - heldigvis fik jeg læst reglerne inden jeg kom så langt, for det må man skam ikke. Næ nej det kan godt være at du kun arbejder 1 eller 2 timer om ugen, men det giver 3 ugers karantæne at opsige en stilling, uanset hvilken stilling det er. Nå ja det kan måske så også siges er fair nok. Heldigvis gik sommeren på hæld, og hele dette sommerhusforetagende fik en naturlig afgang. Knap var sommerferien afsluttet inden børnehaven allerede havde brug for min hjælp - heldigvis havde jeg stadig lidt uger at tage af, så jeg glædede mig blot til nogle timers arbejde. Jeg ringede til a-kassen så snart jeg kom fra den første dag i børnehaven, for at sikre mig at det var ok. Det var de nu ikke helt sikre på at det var. Der skulle udfyldes en frigørelsesattest, hvilket man har valgt i min kommune at man ikke gør - og spørg mig ikke hvorfor. Jeg kunne så fortælle den rare dame i a-kassen, at der jo ingen kontrakt er, og at jeg altså ikke er bundet af noget - ligesom institutionen heller ikke er bundet af noget, men hun var hverken til at hugge eller stikke i, der skal være en frigørelsesattest. Jeg måtte slukøret vende tilbage til børnehaven og fortælle at jeg i fremtiden desværre ikke kan hjælpe dem. Nu ser det så også ud til at jeg fratages mine dagpenge i den næste måned, puha det var nogle dyre 4 timers arbejde.
Nå men jeg forsøger at holde modet oppe, jeg har jo stadig mit frivillige foreningsarbejde, nååå nej frivilligt arbejde, det må man heller ikke når man er arbejdsledig og modtager dagpenge. Gad vide om jeg overhovedet må følge mine børn i skole og hente dem igen? Ja må jeg overhovedet handle efter kl.7.30 og inden kl.16?
Ved i hvad, pyt med det, man er jo i forvejen så pokkers robust, man bliver jo tiltalt så pænt alle steder, og man føler sig virkelig værdsat - jeg kan klare det, jeg har jo trods alt min computer og min sofa, og så må vi se om jeg engang kan holde noget ferie, ja for sådan noget har jo selvfølgelig heller ikke ret til når jeg har taget en uddannelse og er på dimittendsats.
Måske skulle de lave en øde ø til alle os arbejdsledige, så har de helt styr på os, og kan holde øje med hvad vi foretager os? Det kunne da være en god løsning. Og vores børn kunne komme i institutioner, kun for børn af arbejdsledige, så bliver de ikke blandet med rigtige børn, og forpester dem med al den uforskammet ledighed.
Og så vil jeg afslutningsvis ønske at i alle må bevare jeres job.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar