Mit helvede i ledighedskøen

Nu er vi der igen, min arbejdsledighed - jeg kan allerede nu fornemme et mønster, jeg får det bragt på banen igen og igen, bevidst eller ej. Jeg ved det er et farligt emne at tage fat på, der er så utroligt mange indebrændte følelser, og forhadte regler og love.

Det hele startede da jeg som 29 årig bestemte mig for, at det nu var min tur til at tage en uddannelse. Jeg sagde mit job op, og startede på en uddannelse indenfor finansverdenen. Her kan jeg i øvrigt tilføje, at de som mener det er ihhhh så hårdt at gå på uddannelse samtidig med man har små børn, aldrig har prøvet at arbejde imens de havde små børn - at gå fra en 37 timers stilling til en uddannelse med max 30 timer på skolen om ugen, er en befrielse - ja befrielse!

Nå men dagen for min uddannelsesafslutning, nærmede sig hurtigere end jeg havde håbet. Jobs var der naturligvis ingen af, og de få der var blev selvfølgelig besat til anden side - jeg prøvede ellers ihærdigt at smække alle mine 10-taller i hovedet på gud og hver mand jeg kom i nærheden af, men det prellede ligesom bare af.
Jeg havde i forvejen lidt erfaring med a-kasse systemet og jobnet, da min far i en årrække på daværende tidspunkt havde gået arbejdsledig, og ikke engang formåede at tænde en computer, uden at skulle vide hvordan dette skulle gøres. Og ja her taler vi altså ikke om at fortælle ham hvilken knap han skulle trykke på, nej det skulle gøres for ham, ellers kom han med sin sædvanlige mine og udødelige replik "hva´ hva´ hvad for noget, det forstår jeg ikke, hvad mener du, jeg forstår det ikke"- Når man har hørt denne sætning tilstrækkeligt mange gange, så finder man hurtigt ud af at det er bedre for ens blodtryk bare at gøre tingene for ham.
Nå men med mit i forvejen gode kendskab til systemet, var jeg jo klar og parat til at skulle på dagpenge, ja altså her taler vi jo ikke dagpenge som i andre får, men nærmere noget der ligner en kontanthjælp - nemlig dimittendsats, ja hvorfor også belønne folk for at tage en uddannelse i et land hvor vi lever af vores høje viden.
Hvor om alt er, så skulle jeg jo meldes ledig, og det gøres nu om stunder på jobnet, og man får først dagpenge fra den dag man er tilmelst jobnet. Fair nok. Jeg tilmeldte mig allerede jobnet 1 måned inden min uddannelse var færdig, og altså en måned inden jeg  reelt set var arbejdsledig - jeg er jo overskudsmenneskene og jeg har styr på tingene. Da jeg tilmeldte mig jobnet, spørger sysemet om jeg er fuldtidsledig (eller noget i den retning), tjaaa det er jo som sådan ikke, da jeg stadig er igang med uddannelse, så jeg sætter et lille flueben i nej.
Tiden går, min uddannelse afsluttes, jeg er nu ledig - det lille flueben har jeg selvfølgelig glemt alt om. Jo jo jeg ER strukreret, og jeg HAR styr på tingene, men det forbandede lille flueben, det popper jo ikke lige frem op igen. Jeg ringer i a-kassen to gange inden jeg skal have dagpenge - ja for jeg er jo så heldig at jeg starter op med en måneds karantæne, weeee, i a-kassen forsikrer de mig om at alt er i den skønnest orden, og jeg skal bare vente, så kommer pengene til mig. Og minsandten min første udbetaling lykkes, ja stolt har man da lov at være.

Jeg får så tilbudt et rengøringsjob i et sommerhusbureau, det er hver lørdag, og lønnen er elendig, jeg tænker pyt med det, jeg kommer ud, jeg viser entusiasme og gejst. Her starter problemerne så. a-kassen vil have en underskrevet frigørelsesattest (en erklæring der fortæller at jeg kan fratræde stillingen fra dag til dag), eller også skal der stå i min kontrakt at jeg kan fratræde stillingen fra dag til dag. Heldigvis er min kontrakt udformet således at jeg kan fratræde min stilling fra dag til dag. Jeg starter på jobbet, det er fantastisk at komme lidt ud, og jeg nyder det faktisk. Mine næste dagpenge skulle nu gerne være tikket ind på kontoen, men nej der er ingen dagpenge - jeg bliver vældig frustreret og kontakter a-kassen som kan fortælle mig at det er fordi jeg ikke er korrekt tilmeldt jobnet - FLUEBENET, fluebenet for fanden..... Gosh hvad gør jeg nu? Det er min egen skyld, jeg ved det godt. Men jeg fik dagpenge i sidste måned? Og hvorfor så ikke i denne måned? Ja det er der jo så ingen der kan forklare mig, men til gængæld var damen i a-kassen så sød, at efter jeg havde indsendt diverse dokumentation på at jeg skam havde været aktiv jobsøgende i hele perioden, indvilligede i at udbetale mine dagpenge med ordene "Men husk nu at det er dit eget ansvar, og du skal altså lære at have styr på tingene" - Ja mor, jeg skal nok, det sker aldrig igen - fluebenet, fluebenet, det vil lyse med neon for mine øjne hver gang de lukkes. Jeg klarede den altså, jeg fik mine dagpenge.

Jeg fik imidlertid tilbudt en vikar stilling i den lokale børnehave, denne stilling kunne give mig flere timer end mit sommerjob hos sommerhusbureauet, men reglerne er jo sådan at man max må få supplerende dagpenge i 30 uger, dette betød altså at jeg for at kunne tage jobbet i børnehaven (som først var efter sommerferien), måtte gemme nogle uger, og derfor var nødsaget til at opsige stillingen hos sommerhusbureauet - heldigvis fik jeg læst reglerne inden jeg kom så langt, for det må man skam ikke. Næ nej det kan godt være at du kun arbejder 1 eller 2 timer om ugen, men det giver 3 ugers karantæne at opsige en stilling, uanset hvilken stilling det er. Nå ja det kan måske så også siges er fair nok. Heldigvis gik sommeren på hæld, og hele dette sommerhusforetagende fik en naturlig afgang. Knap var sommerferien afsluttet inden børnehaven allerede havde brug for min hjælp - heldigvis havde jeg stadig lidt uger at tage af, så jeg glædede mig blot til nogle timers arbejde. Jeg ringede til a-kassen så snart jeg kom fra den første dag i børnehaven, for at sikre mig at det var ok. Det var de nu ikke helt sikre på at det var. Der skulle udfyldes en frigørelsesattest, hvilket man har valgt i min kommune at man ikke gør - og spørg mig ikke hvorfor. Jeg kunne så fortælle den rare dame i a-kassen, at der jo ingen kontrakt er, og at jeg altså ikke er bundet af noget - ligesom institutionen heller ikke er bundet af noget, men hun var hverken til at hugge eller stikke i, der skal være en frigørelsesattest. Jeg måtte slukøret vende tilbage til børnehaven og fortælle at jeg i fremtiden desværre ikke kan hjælpe dem. Nu ser det så også ud til at jeg fratages mine dagpenge i den næste måned, puha det var nogle dyre 4 timers arbejde.
Nå men jeg forsøger at holde modet oppe, jeg har jo stadig mit frivillige foreningsarbejde, nååå nej frivilligt arbejde, det må man heller ikke når man er arbejdsledig og modtager dagpenge. Gad vide om jeg overhovedet må følge mine børn i skole og hente dem igen? Ja må jeg overhovedet handle efter kl.7.30 og inden kl.16?
Ved i hvad, pyt med det, man er jo i forvejen så pokkers robust, man bliver jo tiltalt så pænt alle steder, og man føler sig virkelig værdsat - jeg kan klare det, jeg har jo trods alt min computer og min sofa, og så må vi se om jeg engang kan holde noget ferie, ja for sådan noget har jo selvfølgelig heller ikke ret til når jeg har taget en uddannelse og er på dimittendsats.
Måske skulle de lave en øde ø til alle os arbejdsledige, så har de helt styr på os, og kan holde øje med hvad vi foretager os? Det kunne da være en god løsning. Og vores børn kunne komme i institutioner, kun for børn af arbejdsledige, så bliver de ikke blandet med rigtige børn, og forpester dem med al den uforskammet ledighed.

Og så vil jeg afslutningsvis ønske at i alle må bevare jeres job.

Første dag i første klasse

Ja min egen søn var en af de heldige der startede i 1. Klasse i år, forældrene var som alle de øvrige år inviteret med til at overvære den første time. Vi var som altid i god tid - ja og dette kommer sig ikke kun af at jeg er arbejdsløs, næææ jeg er faktisk meget punktlig, gangene var fyldt med små drenge i nye blå jeans og vandkæmmet hår, og små søde piger i lyserøde kjoler og fletninger i alverdens afskygninger.

Vi finder hurtigt det lokale vi hører til i, der bliver hilst med et fast håndtryk på de nye lærer, og her begynder præstationsangsten for alvor at melde sig, måske ikke så meget hos mindstemanden, nok mere hos moren. Der er allerede kommet nogle stykker og elevatorblikkene er godt igang, heldigvis er jeg vidst ikke en af de forældre der har forandret mig synderligt hen over ferien. Efter at have fået placeret mindstemanden, forsøger jeg at gøre mig så usynlig som overhovedet muligt længst henne mod vinduet. De resterende børn inkl. Forældre, nå ja på nær lige dem stakkels dreng der aldrig har deltagende forældre, er nu ved at være ankommet. Kun 3 børn og 5 forældre kommer for sent på denne første skoledag, det er da flot - alle har jo kun været bekendt med dato og klokkeslet i 3 måneder, så det kan jo ikke forventes at man lige kan være der til tiden.
Timen begynder, informationer om bibliotekstid, lektielæsning osv. Flyder i en lind strøm - min præstationsangst er i den grad ikke blevet mindre, velvidende at der nu er 2 lærer, 18 elever og tæt på 30 forældre til stede i lokalet - tænk sig hvis jeg bliver spurgt om noget, kan jeg overhovedet alfabetet? Eller hovedstæderne i Europa? Ja ved jeg overhovedet hvor Europa ligger? Heldigvis er det kun dansklæren og matematiklæren der er repræsenteret denne morgen, om det gør det bedre eller ej, er faktisk svært at vide i det øjeblik jeg står der og sveder tran af frygt for at blive stillet et spørgsmål.
De små poder får udleveret et fint skoleskema, som endnu ikke er udfyldt - det skal de naturligvis selv gøre, nu de går i 1. klasse, og det skal gøres med det samme. Lærerinden starter med at skrive på tavlen, jeg kigger frustreret på min søn, som jeg ved er en af dem, som formentlig ikke liiiiige helt ved hvordan han skal skrive og hvor han skal skrive i dette skema. Jeg forsøger lidt diskret at fortælle ham hvordan han skal få skrevet det her skoleskema, han kommer så småt i gang, jeg skuler lidt rundt til de andre børn, og kan se at min søn (og jeg - ja for vi er faktisk blevet et team nu) halter lidt bagefter, han er ikke den der skriver pænest og bestemt heller ikke den der skriver hurtigst. Jeg forsøger at hjælpe ham med at skrive ved at holde på blyanten sammen med ham, til min store skræk udbryder mindstemanden gangske højt "Mor lad lige være, jeg kan godt selv" - mange bebrejdende blikke bliver sendt i min retning, imens jeg lige så stille forsøger at krybe tilbage til vindueskarmen. Vi er nu kommet til tirsdag, og jeg har nu fundet ud af at de skal have det samme i første time hele ugen, her er altså endelig en mulighed for at ovehale de andre indenom - jeg skal bare lige have min søn med på idéen om at skrive bare lige lidt foran - jeg forsøger igen at sætte mig ned til ham, jeg hvisker stille til ham, at han sagtens kan skrive det samme i første time hele ugen. Endelig er mindstemanden kommet til fornuft, han siger ingenting skriver bare lystigt videre. Yes! Vi klarede den, vores team er nu langt foran de andre, at skriften ikke er helt ok har på dette tidspunkt ingen betydning, vi er foran. Desværre får sidekammeratens mor hurtigt opsnappet vores fidus, og inden længe henter de os. Heldigvis overhaler de os ikke, og vi ender med at vinde - yes min begrejsting vil ingen ende tage, nu kan de bare komme an, min søn og jeg kan klare hele verdenen sammen.

Den næste opgave de små poder skal løse, er nogle enkle staveopgaver, og denne gang bliver der sagt meget bestemt, at børnene skal klare det uden hjælp fra forældrerne, jo jo bevares jeg hjalp jo ikke ligefrem, jeg kom blot med små hints. Jeg ser nu til min store undren, at der nærmest er spredt sig en epidemi i lokalet, alle forældre står med et sukkersødt smil, og skiftevis klapper deres små poder på hovedet, og kysser dem på kinderne imens de udbryder "ihhhh hvor er du dygtiiiiiig". Heldigvis når denne epidemi ikke helt hen til mig i vindueskarmen, min prsæstationsangst forsvandt ellers sammen med den vundne komkurrence i "udfyld skoleskemaet først", så det kan ikke være den der holder denne frygtelige epidemi væk. Imens alle tilstedeværende forældre tilsyneladende er ramt af denne åbenbart meget smitsomme epidemi - går jeg heldigvis helt fri, i øvrigt sammen med lærerne, som faktisk ikke på nogen måde ser ud til at dele forældrernes begejstring over at disse små fantastiske børn med vandkæmmet hår kan stave til noget ikke mindre end - og hold nu fast - IS! Puha hvilket ord at starte op med i 1. klasse, ordet består af hele 2 bogstaver, kunne man dog ikke i stedet have valgt et ord som å eller hvad med ø, det ville da have været lidt mere overkommeligt for disse små stakler, som jo også måtte være vidende til en frygtelig smitsom epidemi blandt næsten samtlige forældre. Og ikke nok med det, de skal faktisk have tiden til at gå i ikke mindre end 8 år endnu, på dette ganske besynderlige sted af en folkeskole at være.

Skoledagen for de voksnes vedkommende er slut, vi kysser vores små vidundere på gensyn, og er vel alle næremst lettet over at vores første skoledag i 1. klasse er slut. På hjemturen bliver der reflkteret, og i den grad undret.

Refleksion over turen i supermarkedet

Mit sidste indlæg stoppede måske lidt brat, og jeg håber i den grad det fik sat nogle tanker i gang. Oplevelsen i supermarkedet var på en gang komisk, tragisk, men da også lærerigt – måske ikke for de ældre damer, men så i hvert flad for mig. Og dog – måske var det også lærerigt for de gamle damer, jo mere man brokker sig, jo flere trusler man kommer med, jo hurtigere arbejder folk, og jo mere sandsynligt er det at de vil gøre noget så drastisk som at åbne en pengekasse med ikke mindre end en kuglepen.

Men hvorfor reagerede de ældre damer egentlig som de gjorde? Hvad fik dem til at stille op som et andet heppekor? Man kunne analysere denne begivenhed med mange fine teorier, blandt andet kunne man bruge konflikttrappen, men noget så kedeligt som faglige teorier vil jeg simpelthen ikke kede jer med. Men en ting kan vi nok alle sammen blive enige om, de gamle damer var pludselig mange, og de var fælles om et synspunkt – det var simpelthen for galt at den nøgle ikke bare blev fundet! Og i min iver glemte jeg jo helt at fortælle om køen jeg stod i, i denne kø begyndte folk faktisk at hviske (måske lidt højlydt hvisken), at disse damer da vist havde fået det forkerte ben ud af senge, og ihhh hvor var det altså for galt at de stod der og råbte op som nogle værre galninger. Men var vi egentlig bedre – os i køen? Vi var også vrede, og irriteret og frustreret, godt nok ikke på de butiksansatte, men på heppekoret af gamle damer. Hvad skulle være gjort anderledes, hvordan kunne man have fjernet den mavesurhed, som efterhånden blev spredt til det meste af butikken? Hvis ikke man var frustreret over personalet, så var man frustreret over andre handlende. Vi stod opdelt i to grupper, med vores synspunkter, den ene var mere vred end den anden. Hvad kunne det dog ikke have ført til?

Som danskere vil vi jo altid gerne have placeret et ansvar, men hvem havde så ansvaret for denne episode? Kan der overhovedet placeres et ansvar? Skal der overhovedet placeres et ansvar? Uanset hvad kan man jo godt sige, at det er for galt at en butik med fem kasselinier, hvor af en er åben, ikke kan finde nøglen til de øvrige kasser – men når det er sagt, så er der sikkert ingen der med vilje har smidt nøglen væk? Det er selvfølgelig også for galt, at de handlende ikke blot accepterer situationen som den er, og stiller sig i køen. Kan man ikke lide lugten i bageriet, så kan man jo bare finde et andet.

Hvor om alt er så kan ordene respekt og forståelse hvis godt bruges som nøgleord i denne situation. De ansatte burde måske have vist forståelse for de handlende, måske kunne man have stillet sig op og fortalt hvad der foregik ”vi beklager mange gange, men vi kan simpelthen ikke finde nøglen til kasserne, men vi gør hvad vi kan for at løse problemet så hurtigt som muligt”. BUM, mon ikke det ville kunne have lukket munden på de fleste? Og som den åbenlyse, så skulle de ældre damer selvfølgelig ikke have stået og ageret heppekor, de gjorde intet godt for nogen, hverken dem selv, de ansatte eller øvrige handlende. Situationen i supermarkedet kunne altså formentlig være afværget med en mere målrettet kommunikation, hvor man ikke bare viste hvad man foretog sig (ved at løbe rundt efter en nøgle), men også fik sat ord på. Lidt information havde gjort underværker.

Første blogindlæg - kommunikation i supermarkedet

Louises kommunikations blog, ihhh hvor originalt!?! Ja ja titlen på bloggen kan vel være ligegyldig? Nu har jeg valgt at kalde den en kommunikations blog, så med lidt refleksion, må jeg nok også erkende at - nej titlen er ikke ligegyldig. Men det ændrer ikke ved det faktum, at det er mit bedste bud på en titel på nuværende tidspunkt, jeg håber at tiden arbejder for mig, og at jeg kan komme på noget meget mere opfindsomt og originalt.

Hvorfor har jeg egentlig valgt at blogge? Der er jo efterhånden tusindvis af mennesker der dyrker denne, til tider mystiske hobby. Og hvorfor har jeg så, ganske almindelige mig, valgt at hoppe med på denne bølge? Tjoo et eller andet sted må jeg jo føle at jeg har noget på hjertet? I hvert fald er jeg blevet inspireret, men af hvad. Det hele startede måske da jeg meldte mig til kurset "kommunikation i praksis" - et ganske udemærket kursus, selvom det var tiltænkt alle os "arbejdsløse" - som selv vælger at kalde os for jobsøgende. Ja jeg afsluttede i øvrigt kurset med et ganske fint 10-tal, ganske udemærket af en arbejdsløs som mig. Ja og dette kursus inspirerede mig så også, jeg blev selvfølgelig bekendt med en masse teorier - som jeg vist kendte de fleste af i forvejen, men jeg blev også pludselig klar over hvor meget både det skrevne men også det sagte ord kan betyde for den der skal modtage det. Og ja faktisk er kommunikation ikke kun ord - sagt eller skrevet - kommunikation er jo i den grad kropssprog osv.

Faktisk vil jeg gerne fortælle om en ganske dramatisk indkøbstur i det lokale supermarked i dag. Jeg skal have ganske få ting, skynder mig til kassen, og bliver til min store ærgrelse mødt af en ganske lang kø - og denne kø bestod naturligvis af en masse overfyldte indkøbsvogne. Jeg overvejede et kort sekund at lægge mine varer, og forsvinde fra butikken - jeg kom dog hurtigt i tanke om at jeg jo er "arbejdsløs" og derfor har al den tid i verden det skulle være, for som "arbejdsløs" foretager man sig jo aldrig noget vigtigt, og man har i hvert flad aldrig travlt.
Jeg stiller mig derfor trofast i køen, og fortryder det ikke et sekund, for kort tid efter begynder underholdningen. Et par ældre damer - som jo naturligvis skal handle kl.15, sammen med alle de andre mennesker (inkl. mig selv) som har rygende travlt og derfor selvfølgelig først kan handle efter kl. 14.30 hvor der jo også er fyldt med almindelige jobbende mennesker som netop har fået fri fra job, og en masse børnefamiler, som netop har hentet børn, og som står midt i ulvetimen og sveder - nå men disse ældre damer nægter kategorisk at stille sig i denne enorm lange kø, som nu tæller 5 indkøbsvogne, inkl. mig som gudskelov kun har 10 ting i en kurv. Først stiller de sig afventende lidt på afstand - i ved den der, "hvis de nu åbner en kasse mere, så  skal jeg for alt i verden være den første i denne kø", også selvom der i den anden kø står 6 mennekser, som alle har stået i kø længere tid end jeg. Nå ja det er måske ikke kun ældre mennesker der har denne mentalitet, det er måske faktisk danskere generelt. Hvor om alt er, så er de ældre damer klar til kamp, og kamp det bliver der. Der løber efterhånden 4 medarbejdere rundt, og den ene ser mere stresset ud end den anden, nøglen til samtlige af de andre kasser er væk. Ja undskyld, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, jeg er jo heldigvis bare arbejdsløs, så jeg har ikke travlt - de ældre damer har tilsyneladende meget tralvt, nå jo jo der kan jo også være meget de skal nå i løbet af sådan en dag. Imens de stakkels medarbejdere knokler rundt for at finde denne forsvundne nøgle, bliver disse ældre mennesker mere og mere frustreret, og nu tæller samlingen ikke blot to mennesker længere, nææ der er skam hele 6 ældre damer, der er helt enige i at det her det er da i den grad for galt. Deres frustration vil ingen ende tage, så nu begynder damerne at råbe efter medarbejderne, som stadig løber rundt for at finde den forsvundne nøgle - ja frustrationen bliver faktisk ved og ved, for kort tid efter begynder de også at råbe at "hvis ikke der snart sker noget, så lægger de deres varer tilbage, og finder en anden butik".  Puhaaa det er jo en trussel der tangerer til røveri, de vil simpelthen forlade butikken, og ikke nok med det, de lægger den konserves flåede tomater tilbage som de står med i kurven. Nu skal den nøgle altså bare findes, ellers mistes der i den grad omsætning for den stakkels butik, som nu er så stakkels at den tæller 5 medarbejdere der forsøger at åbne en kasse med en kuglepen, fordi den forsvundne nøgle åbenbart ikke vil findes.
Jeg er nu nået hen til kassen og skal betale for mine varer, ja jeg har jo stået i kø, så jeg kan faktisk forlade butikken med mine varer, men de ældre damer vil langt hellere brokke sig over en forsvunden nøgle, jo jo det er da også et ret stort heppekor der står der efterhånden. Jeg siger smilende til den stakkels medarbejder ved kassen "Jeg synes virkelig i gør det godt!", heldigvis var manden ved kassen ved godt mod, og han smiler tilbage, og takker for de rosende ord. jeg får mine varer og endelig får de åbnet en kasse mere. Køen i den oprindelig kø, er dog næsten væk, så den nye kasse tæller nu kun heppekoret, men okay det er vel også fair at man åbner en ny kasse til så smukt og venligt heppekor, som i den grad har forsøgt at gøre hvad de kunne for at den forsvundne nøgle dukkede op igen. det gjorde den så desværre ikke imens jeg var til stede.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så synes jeg virkelig medarbejderne gjorde en stor indsats, og jeg ville nødigt have stået i deres sted. Rent kommunikationsmæssigt var der jo meget der kunne være gjort anderledes - tænk lidt over det.